Queer i provinsen tager os ud af storbyen og hen til købstæder, landsbyer og lokalsamfund, hvor queer kærlighed, begær og kønsoverskridelse har udfoldet sig på andre måder og med andre rytmer end i København.
Gennem historiske kilder, dagbøger, breve, romaner og erindringer bringes hidtil oversete queer liv fra 1700-tallet og helt frem til i dag frem i lyset. Her møder vi mennesker, der i forskellige tider og egne af landet har levet queer liv, nogle i det skjulte, andre i demonstrativ åbenhed, og som på hver deres måde viser, hvad den danske provins både har begrænset og muliggjort.
Queer i provinsen tegner et nyt queer Danmarkskort i en bog om synlighed, sted og tilhør og om alt det, der har fundet sted vest for Valby Bakke.